RKI registret – registret over dårlige betalere
24/10/2016
Betal din klatgæld tilbage
24/10/2016
Vis alle

Sanering af gæld

Hvis du er kommet i så dyb gæld, at du simpelthen ikke kan magte at betale den tilbage, kan du få gældssanering. Ved gældssanering kan du få eftergivet enten noget af eller hele gælden. Gældssanering er dog ikke noget, du bare får. Du skal virkelig stå i dyb gæld, og når du ansøger, kan din ansøgning sagtens blive afvist. Faktisk er det kun ca. 10 % af dem, der ansøger om gældssanering, der får det gennemført.

Ved gældssanering indgår du en aftale med dine kreditorer om, at gælden bliver sat ned eller helt eftergivet.  Derudover bliver der udarbejdet en plan over hvordan pengene skal betales tilbage. Der vil altså blive lavet et budget, som kreditorerne også kender til, og som du skal overholde. Hvis du overholder det, vil du typisk være gældfri i løbet af 5 år.

 

Regler og krav

Det er som sagt ikke alle og enhver, der kan få gældssanering, du skal virkelig have brug for hjælp. Derfor er der nogle krav som skal være opfyldt, før din ansøgning om gældssanering kan blive godkendt.

For det første, så skal du over en periode have opbygget så stor en gæld, at det ikke er realistisk, at du kan betale den tilbage. Gælden kan både være på banklån, SU lån eller til det offentlige – for eksempel SKAT. Forbrugslån gælder dog ikke ind under kategorien; ligesom sikret gæld – realkreditlån, billån og så videre – heller ikke gør det.

For det andet så skal en gældssanering kunne føre til varig forbedring af dine vilkår. Det skal altså kunne hjælp dig på længere sigt, at få en gældssanering, ellers bliver din ansøgning ikke godkendt.

Der er ikke noget specifikt krav om, hvor stort et beløb din gæld skal være på, da det afhænger meget af, hvor meget du tjener. Du kan godt have en forholdsvis lille gæld, men hvis du tilsvarende har en lav indkomst, vil du stadig have chance for gældssanering. Gældssanering bliver nemlig regnet ud i forhold til indkomsten og størrelsen på rådighedsbeløbet, som er tilbage, når de faste regninger og udgifter er betalt. Hvis rådighedsbeløbet ikke kan bære, at du betaler af på din gæld, uden at din livskvalitet bliver væsentligt forringet, vil du have mulighed for gældssanering.

Som tommelfingerregel kan man altså sige, at hvis din gæld gør, at du ikke kan opretholde din sædvanlige levestandard, vil du have større chance for at blive godkendt til gældssanering.

 

Gældssaneringens forløb

Hvis du har fået opbygget en så uoverskuelig gæld, at du tænker, du har mulighed for at få gældssanering, så skal du udfylde et ansøgningsskema. Skemaet finder du via skifteretten i din retskreds. Skemaet er omfattende, for udover alle dine personlige oplysninger, skal du blandt andet også udfylde, om du er gift, bor sammen med nogen eller andet, samt årsopgørelser fra de sidste 3 år, forskudsopgørelser fra de sidste 2 år og lønsedler for de seneste 3 måneders indkomst.

1 – Du udfylder din ansøgning og sender den til skifteretten, som kigger på, om ansøgningen er udfyldt tilfredsstillende eller om du tydeligt ikke opfylder kravene for gældssanering – hvis du ikke gør det, kommer din sag ikke længere, men bliver allerede her afvist.

2 – Derefter vil skifteretten sammen med en jurist og dig selv til en samtale gennemgå din ansøgning og komme med uddybende spørgsmål om din økonomiske situation. Det bliver her vurderes om du har chancer for en gældssanering, hvorefter din sag enten bliver godkendt til videre proces eller afvist.

3 – Der bliver hyret en advokat/medhjælper, som skal hjælpe med at behandle din sag. Denne er hverken ansat hos skifteretten eller kreditorerne og er derfor en upartisk medhjælper, som skal hjælpe dig med de praktiske ting.

4 – Det første medhjælperen vil gøre er at indrykke en annonce i Statstidende om denne her gældssaneringssag. I annoncen bliver de berørte kreditorer bedt om at gøre deres krav gældende indenfor 8 uger.

Statstidende er offentligt tilgængeligt på nettet, så alle vil kunne se, at denne sag bliver indledt. Annoncen bevirker, at du automatisk bliver registreret i RKI registret, så hvis du troede, at en gældssanering ville kunne holde dig ude af RKI, tog du fejl. Registreringen vil dog blive slettet med det samme sagen er blevet godkendt ved skifteretten, mens du vil forblive registreret i RKI i op til et år efter afvisningen, hvis du skulle blive afvist. Det vil dog typisk ikke gøre den store forskel for folk, der skylder så mange penge, at de har valgt at søge om gældssanering, for de vil med god sandsynlighed allerede være registreret i RKI.

5 – Herefter hjælper medhjælperen dig med at lave en redegørelse over, hvorfor du er endt i den økonomiske situation, som du er. Redegørelse skal derudover indeholde en statusoversigt over værdier; budget i gældssaneringsperioden; samt et forslag til sanering af gælden. Hele redegørelsen skal sendes til skifteretten og samtlige kreditorer.

6 – Der bliver nu holdt et møde for både dig, din medhjælper og alle kreditorerne. Alle har her mulighed for at blive hørt, og hvis der intet nyt dukker op i sagen, vil afgørelsen blive afsagt af skifteretten. Hvis der skulle være dukket nye informationer op, kan skifteretten indkalde til et yderligere møde. Din sag kan til enhver tid bliver afvist, hvis skifteretten ikke finder dig berettiget til gældssanering.

 

Gældssanering ved konkurs

Har du haft en personligt drevet virksomhed, som er gået konkurs, er det et kæmpe tab personligt såvel som økonomisk. I mange tilfælde kan du og din samboende ægtefælle søge om gældssanering og få jeres sag godkendt. En gældssanering ved konkurs vil nemlig være en stor hjælp til at vende den økonomiske situation igen. Selvom der kun er en lille procentdel, der bliver godkendt ved almindelig gældssanering, så er det noget nemmere at bliver godkendt efter at være blevet erklæret konkurs.

Det er dog ikke alle, der kan komme i betragtning til gældssanering ved konkurs, der er nemlig nogle krav som skal være opfyldt. Du kan blandt andet risikere at blive afvist, hvis din virksomhed ikke er drevet forsvarligt, og det vurderes, at der er taget for mange risici.

Derudover så skal den største del af din gæld være opstået i forbindelse med din virksomhed, og ansøgningen skal indgives i forbindelse med konkursbehandlingen – konkursbehandlingen må altså ikke være afsluttet før du ansøger om gældssanering.

 

Almindelig gældssanering vs. Gældssanering ved konkurs

For at kunne bliver godkendt til almindelig gældssanering, skal du have fast arbejde – gerne på 37 timer – og en stabil indkomst, samt stabile boligforhold. Hvis du har en ejerbolig, kan skifteretten kræve, at denne bliver solgt, medmindre det ikke vil forbedre din økonomi at bo i en lejebolig. Du vil typisk afdrage over 5 år og derefter være gældfri. Skulle din indtægt ændre sig over afdragsperioden, vil det ikke have effekt på afdragende, som i stedet vil forblive de samme.

For at blive godkendt til gældssanering ved konkurs, behøver du ikke være lønmodtager. I stedet kan du have startet ny virksomhed, og din indkomst behøver derfor ikke være stabil, ligesom du heller ikke behøver at have stabile boligforhold. Du vil typisk være gældfri en efter en afdragsperiode på 3 år og ikke 5. Til gengæld kan det komme dine kreditorer til gode, hvis din indkomst bedres over tilbagebetalingsperioden. Du kan ikke ansøge og blive godkendt til denne type gældssanering, hvis du ikke er erklæret konkurs.